Audi Aalborg

Audi er drivkraft bag standard for intelligent opkobling af elbiler og bygninger

Audi er aktivt med til at forme fremtiden på det digitale energiområde. Med sit engagement i EEBUS-initiativet arbejder mærket for at bane vejen for opkobling, der går ud over producent- og branchegrænser. Audi e-tron er den første elbil, hvis ladeteknik anvender den nye kommunikationsstandard. I forbindelse med eventet ”Plugfest E-Mobility” på Audis fabrik i Bruxelles testede udviklere den brancheoverskridende kompatibilitet, inden EEBUS-standarden for energikommunikation indføres i februar måned.

 

Elbilen kommer i fremtiden til at spille en vigtig rolle på det digitale energiområde som strømforbruger. Som strømlager har elbilen et stort potentiale til at kunne blive drivkraften bag energiomstillingen og sørge for udjævning af spidsbelastninger i kraft af regenererende produktion af strøm. Biler holder jo stille det meste af dagen – og dermed er der god tid til fleksibel opladning. De nye strømforbrugere udgør således ikke udelukkende en ekstrabelastning for elnettet, men kan potentielt set også fungere som fleksible lagringsenheder for den ustabile adgang til sol- og vindstrøm. I en bygning kan elbiler afstemme det aktuelle energibehov med husholdningsapparater, varmepumper og andre forbrugere og på den måde forhindre overbelastninger. Men for at det kan lade sig gøre, er det en forudsætning, at alle de store strømproducerende og strømforbrugende enheder er opkoblet, så strømbehovet kan styres på en intelligent måde. Og det er præcis det, som EEBUS-initiativet har sat sig selv som målsætning – at etablere en ubesværet og brancheoverskridende kommunikation i fremtidens energisystem. Foruden Audi arbejder over 70 internationale virksomheder på at udvike det fælles sprog til energistyringen på området ”Internet of Things”.

Plugfest bekræfter frigivelsen af EEBUS-standarden
I forbindelse med det to dage lange ”Plugfest E-Mobility“-event den 28. og 29. januar testede medlemmer af EEBUS deres udviklinger på basis af den åbne kommunikationsstandard på Audis fabrik i Bruxelles. Udviklere og ingeniører kontrollerede i modelforsøg, om solcelleanlæg, ladeinfrastruktur, elbiler og varmesystemer problemfrit kan tale sammen. Opkoblingen af apparaterne foregår via et såkaldt hjemme-energistyringssystem (HEMS). På denne styringscentral samles samtlige informationer, så alle energirelevante apparater kan udveksle informationer om deres respektive strømbehov. I forlængelse af ”plugfesten” vil de deltagende virksomheder vedtage EEBUS-specifikationerne for området elektrisk mobilitet.

Ladesystemet connect: effektivt og opkoblet
Til opladning af elbil derhjemme tilbyder Audi forskellige løsninger. Topversionen af ladesystemet, connect (ekstraudstyr), giver mulighed for en ladeeffekt på op til 22 kW. Dermed tager det kun ca. 4,5 timer at foretage en komplet opladning af Audi e-tron. Fordelene ved systemet er her helt tydelige: Med ladesystemet connect kan Audi e-tron altid lade med den maksimalt tilgængelige effekt, som hustilslutningen og bilen giver mulighed for. I den forbindelse tager den hensyn til andre forbrugere i husholdningen og undgår en overbelastning af hustilslutningen og dermed, at sikringen springer. Forudsætningen er her, at der forefindes et kompatibelt HEMS i huset, som ladesystemet fx via det trådløse internet i hjemmet er opkoblet med. Her arbejder Audi sammen med to partnervirksomheder, SMA Solar Technology og Hager Group, som begge ligeledes satser på EEBUS-initiativets standard.

Bæredygtig og intelligent opladning
I samspil med ladesystemet connect og et HEMS med det pågældende udstyr kan Audi e-tron også udnytte variable elpriser. På den måde kan den forsyne batteriet med strøm på billige tidspunkter og i den forbindelse samtidig tage hensyn til kundens mobilitetsønsker, som fx afgangstidspunkt eller ladetilstand. De påkrævede strømprisdata trækker ladesystemet connect enten fra HEMS eller fra kundens individuelt gemte indtastninger på myAudi-portalen. Hvis huset er udstyret med et solcelleanlæg, kan kunden også optimere opladningen, ved at Audi e-tron fortrinsvis anvender den egenproducerede strøm. For at dette er muligt, tager den eldrevne SUV hensyn til enten forventede perioder med solskin, som HEMS stiller til rådighed, eller det aktuelle strømflow ved hustilslutningen.

Interaktion med elnettet
I fremtiden kan man sagtens forestille sig, at EEBUS-apparater kommer til at interagere endnu mere med elnettet end nu. En mulig anvendelse er et interface via HEMS til netudbyderen. Dermed vil elbiler kunne tilpasse deres ladeplanlægning endnu bedre til elnettets flaskehalse og sikre elnettets stabilitet – for eksempel når flere elbiler på den samme vej lader samtidigt. Kommunikationsstandardens specifikationer lanceres i starten af februar 2019. Dermed er EEBUS-initiativet på vej mod at indføre en europæisk standard, som opkobler samtlige elektriske storforbrugere i hjemmet på tværs af brancher og uafhængigt af producent.

Yderligere informationer om EEBUS-initiativet kan findes her: www.eebus.org.

_______________