Audi Aalborg

Audi har originale Le Mans vinderbiler med til CHGP

Til weekendens Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj i København kan du vanen tro møde Audi, og det emmer af racerløb og stjernestøv på standen. For første gang nogensinde er de 3 originale Le Mans vinderbiler fra årene 2000, 2001 og 2002 udstillet for offentligheden, og af alle steder sker det i Danmark!

Du kan samtidig møde de 3 tidligere Audi kørere – Tom Kristensen, Frank Biela og Dindo Capello – der alle er en del af Audis fantastisk Le Mans historie. Audi vandt Le Mans 24-timers løbet første gang i 2000 og har i alt vundet løbet 13 gange – bl.a. i 2000, 2001 og 2002, indtil de stoppede i WEC-serien i 2016 for at fokusere på Formel E. Mød de 3 motorsportslegender på standen både lørdag og søndag omkring kl. 15 og få en snak.

Det er ikke kun historiske biler, Audi har på standen. DREAM CONCEPT stiller med deres racerbil Audi RS 3 LMS, og du kan også møde teamet bag. Der er samtidig 4 racing simulatorer, hvor du kan prøve kræfter med bilen på Jyllandsringen, og den, der sætter hurtigste omgangstid i løbet af weekenden, vinder en plads til Audi Driving Experience 2020.

Bilerne

De 3 Le Mans biler er LMP1-biler med modelnavn Audi R8. De er baghjulstrukne, og bag føreren ligger en 3.6 liters V8 motor med 610 hk og over 700 Nm.

Audi RS 3 LMS kører i TCR-klassen og er en forhjulstrukket racerbil, der under hjelmen har en 2.0 liters motor med 350 hk og 460 Nm.

Kørerne
Tom Kristensen med tilnavnet ”Mr. Le Mans” kendes af de fleste danskere. Han har vundet Le Mans 9 gange og er dermed den mest vindende kører nogensinde i Le Mans. 3 af sejrene var i de 3 udstillede biler i 2000, 2001 og 2002. Tom Kristensens første sejr var i 1982 i gocart, og siden da har han haft mange andre sejre i flere forskellige serier.

Frank Biela fra Audis hjemland, Tyskland, har vundet Le Mans 5 gange, hvoraf de 3 gange var sammen med Tom Kristensen i 2000, 2001 og 2002. Hans første sejr var i Formel Ford i 1985, og han startede med at køre for Audi i 1991.

Dindo Capello er italiener og har vundet Le Mans 3 gange, hvoraf de 2 gange var for Audi sammen med Tom Kristensen i 2004 og 2008. Capellos første sejr var i 1990 i den italienske touring car serie. Han startede med at køre for Audi i 1994, og han driller gerne Tom Kristensen med, at han har vundet ”Petit Le Mans” i USA 5 gange, hvilket er flere end Tom.

Læs mere om CHGP på www.chgp.dk


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk